Hos Uldsnedkeren fører vi selvfølgelig det hæderkronede og udsøgte danske mærke Randers Handsker. Deres handsker og luffer står for klassisk design i den ypperste kvalitet af lammeskind med og uden pelsfoer.
Med rødder tilbage til det 13. århundrede og officielt etableret i 1811 er RHANDERS verdens ældste eksisterende handskemageri og i 2021 fejrede de 210 års jubilæum. Handskefabrikken blev grundlagt i Randers af O.C. Kellermann med ønsket om at genoplive byens verdenskendte handskeproduktion. Han var en talentfuld handelsmand med international erfaring, og han sørgede for at ansætte de bedste handskemagere og garvere fra Frankrig til at etablere Randers Handskefabrik.
Virksomheden voksede fra 20 ansatte i 1811 til flere end 200 ansatte i begyndelsen af det 20. århundrede og cementerede herved sin position som epicenteret for handskemageri i Nordeuropa – og er i dag et af de ganske få steder, hvor traditionen for handskemageri stadig dyrkes og trives. Hos Randers handsker finder du de ikoniske handske-modeller med smukke navne som Anna, Sophia og Thyra til damerne samt Winston, Arthur og George til herrerne. Du finder naturligvis de klassiske brune og sorte handsker men også stærke farver, der kan peppe enhver grå vinterdag op. Find din favorit hos Uldsnedkeren.